Hej, og velkommen til min danske side.
Jeg hedder Christine. Jeg bor i Glasgow, Skotland sammen med min mand Kevin. Jeg har samlet lidt forskelligt materiale her for at underholde venner og familie, men det meste af mit site er på engelsk.
Der skete ikke så meget i august. Kev tog til Stirling til en genforenings-weekend med sine gamle universitetsvenner. Vi fik endelig taget os sammen til at købe en ny bil - en funky Mazda 3. Efter en mørk og regnvåd juli sørgede vi for at tilbringe de pænere august-søndage i Glasgows parker i et forsøg på at "lade op" med lys og varme før den mørke årstid.
September ser lidt mere interessant ud. Jeg skal ud at gøre gode gerninger (eller at forsøge, i hvert fald!) for det Skotske Dyreværn i forbindelse med deres årlige kampagne Skotsk Dyreuge, og senere på måneden har vi en travl social weekend i Chester nede sydpå. Og så markerer september naturligvis også begyndelsen af musik-sæsonen som er en af de formildende omstændigheder ved den lange, triste vinter.
Efter for nyligt at have læst nogle af de talrige holdninger mod Mensa som er skrevet på nettet, så føler jeg en trang til at forsvare/retfærdiggøre at have tilsluttet mig denne gruppe. Der er en helt utrolig mængde foragt, fordom, latterliggørelse, hån og had derude for Mensa og dens åbenbart ynkelige og mærkelige medlemmer fulde af mindreværdskomplekser eller storhedsvanvid. Så lad mig få noget på det rene.
Personligt tog jeg prøven for at tilfredsstille min nysgerrighed på vegne af mit 6-årige selv som mente Mensa lød som den fedeste klub i verden (se mit indlæg fra 19. juli). Grunden til at jeg valgte faktisk at blive medlem var at på det tidspunkt jeg fik tilbuddet havde jeg lært lidt om de sociale ting der foregår i Britisk Mensa, så jeg tænkte det kunne være interessant at komme med i nogle af deres Special Interest Groups (Særlige Interesse-grupper) for at se om jeg kunne møde nye venner. Ja, jeg har svært ved at finde venner - jeg er kræsen, asocial og doven. Jeg forventer folk bør være mere end almindeligt interessante og helst underlige på en underholdende måde. Gør det mig elitær? Det mener jeg ikke, men det bekræfter sikkert mange af de forudfattede holdninger folk har om Mensa-medlemmer.
Det lader til nogle mennesker mener at Mensa kun er for folk som er enten tossede, yderst kedelige eller som føler sig meget bedre end alle andre. Jeg ved jeg bestemt er lidt sær og måske også noget kedelig, men jeg tror ikke på at IQ er den vigtigste faktor i bedømmelsen af en persons værdi (nogle folk derude påstår skamløst at alle Mensanere mener således - hvor vover de at tale på andres vegne?). Jeg kan lide sans for humor. Jeg værdsætter et godt hjerte og gode hensigter. Jeg respekterer hårdt arbejde og viljestyrke. Jeg kan lide skøre idéer. Jeg værdsætter uafhængighed.
Jeg bilder ikke mig selv ind at jeg er speciel. Det var jeg engang. Som barn var jeg kvik og kreativ og producerede tonsvis af billeder, sange og historier som jeg læste højt for mine klassekammerater (på deres anmodning), men virkeligheden har næsten helt dræbt min kreativitet, hvilket jeg er ganske ked af. Jeg har en tendens til at blive interesseret i nye ting, såsom et sprog eller en kunstform, men kun i et stykke tid. Jeg bliver hurtigt træt af et emne, hvilket er grunden til at jeg ikke er fremragende dygtig til noget som helst. Jeg er ikke ambitiøs i mit arbejdsliv - jeg tror nok at beslutningen om at gå på deltid fint illustrerer mine prioriteter. Jeg ved Kevs problemløsnings-evner er langt bedre end mine. Jeg glemmer tit at jeg har sat kaffe over, blot for en time senere at opdage en kande meget bitter og udrikkelig kaffe. En gang imellem føler jeg mig overlegen (helt ærligt, hvem gør ikke det til tider?), men det er som regel fra et moralsk standpunkt i stedet for et intellektuelt. Det er nu engang rart sommetider at tænke: "Det kunne være værre - jeg kunne være HAM der".
Så ja, udadtil er jeg muligvis typisk Mensa-medlem: Underlig (dette betyder ofte blot misforstået, hvilket jeg i hvert fald har været mange gange), ynkelig nok til at blive medlem, kan ikke finde venner, osv. Men sandheden er at jeg har det fint med at være anderledes, og endda besværlig - jeg skal ikke stille alle tilpas. Jeg vil hellere have 5 originale venner end 50 kedelige. Og hvis Mensa viser sig ikke at passe mig så lader jeg da bare være med at forny mit medlemsskab næste år. Jeg ser det ikke som en klub der skal være hemmelighedsfuld eller eksklusiv; jeg er temmelig sikker på at mange af mine kolleger sagtens kunne tage testen og blive medlem hvis de havde lyst, og Mensa rekrutterer ustandseligt for jo flere medlemmer, jo flere forskellige slags sociale sammenkomster kan arrangeres og jo flere Særlige Interesse-grupper kan dannes og dermed dække flere hobbies.
Det er muligt nogle medlemmer baserer hele deres selvtillid på at være Mensa-medlem. Det er muligt nogle medlemmer er meget ensomme og desperate efter at møde en partner. Nogle er muligvis utroligt arrogante. Men det er lige så arrogant at kategorisere en social klub med tusindvis af medlemmer baseret på fordom eller på at have mødt en lille håndfuld af dem. For mig er Mensa blot endnu en måde at møde nye mennesker på - ligesom operaklubben. Jeg håber det viser sig at være en stimulerende og varieret gruppe. Og i stedet for at drage konklusioner på nuværende tidspunkt, så vil jeg rent faktisk prøve at finde ud af det.
Her er mit nuværende program for fremtidige musikalske oplevelser:
Lør 11. september: Skotsk Opera - Carmen
Ons 29. september: RSNO Circle privat koncert for medlemmer
Lør 02. oktober: RSNO Store Concertos: Kejseren
Lør 16. oktober: RSNO John Lill spiller Tchaikovsky
Lør 27. november: RSNO St Andrews Fest (med sækkepibeband)
Lør 04. december: Skotsk Opera - Figaros Bryllup
Lør 29. januar: RSNO Rachmaninovs Symfoni nr. 2
Lør 05. februar: RSNO Tchaikovskys Symfoni nr. 6 Pathétique
Lør 12. februar: We Will Rock You (Queen-musical)
Fre 18. februar: Opera Unwrapped - Orlando (1-times "smagsprøve")
Lør 19. februar: Skotsk Opera - Orlando
Tor 17. marts: RSNO Insomnia: Musical Caffeine
Lør 26. marts: Skotsk Opera - Intermezzo
Lør 02. april: RSNO Nicola Benedetti spiller Korngold
Lør 09. april: RSNO Beethovens Klaverkoncert nr. 4
Lør 07. maj: RSNO Ode To Joy (Beethoven's 9.) - sæsonfinale
Fre 13. maj: Opera Unwrapped - Rigoletto (1-times "smagsprøve")
Lør 21. maj: Skotsk Opera - Rigoletto
Hvorfor så mange klassiske koncerter? Det skal jeg fortælle dig.
Rockmusik er efter min mening så kaotisk af natur at det som regel nydes bedst når det er pænt poleret i studieindspilninger. Jeg har også altid syntes at lydniveauet til rockkoncerter var for højt. Jeg ved godt at hensigten er at publikum skal "føle" musikken bruse gennem kroppen fra bassen der vibrerer i gulvet, men for mig synes den gennemgående følelse at være en ringen i ørerne bagefter (det er som om arrangørerne *forventer* at man medbringer ørepropper og anser én for at være dum hvis man ikke gør, på trods af at de kontrollerer lydstyrken og kunne skrue ned). Og lad os indrømme at, "krops-brusen" eller ej, så er en rockkoncert sjældent en religiøs oplevelse alligevel.
Klassisk musik, derimod, er storslået (uden at være høj) og bør nydes i store sale med fantastisk akustik og en ubrudt udsigt over hele orkestret og dirigenten. Jeg nyder musikken meget mere når der er et visuelt element. Derfor vil det ikke overraske nogen at jeg har relativt få klassiske CDer. Det er simpelthen meget sjovere live. Det samme gælder operaer; de er skuespil sat til musik så man bør *se* en opera, ikke blot *lytte* til den.
Du er velkommen til at være uenig med mig - jeg ville nyde en diskussion.
